Udenlandske ebøger er lukket land
Jeg er ret glad for ebøger (og min elæser). Mit bogforbrug er steget betydeligt siden jeg fik min første elæser mellem hænderne og heldigvis er der flere ebogshandlere på nettet, både danske og udenlandske. Det danske ebogsmarked er langsomt, men sikkert, ved at komme i omdrejninger. Mit bud er, at der pt er et sted mellem 1300 og 2000 ebøger til salg i Danmark og det stiger løbende. Det er værd at nævne, at der primært er tale om skønlitteratur. Hvordan salget af ebogslæsere går, ved jeg ikke, men jeg vil tro, det også er stigende. Vil jeg derimod have udenlandsk skøn- eller faglitteratur er situationen en helt anden. I Danmark er det, så vidt jeg ved, kun to leverandører af ebøger. De er bindeled mellem forlag og detailhandlen (og biblioteker). Ingen af dem har tilknyttet udenlandske indholdsleverandører, og derfor er udbuddet af ebøger primært dansksproget.
Vil du have en udenlandsk ebog, kan det være lidt af en prøvelse. Lad mig give et eksempel.
Jeg vil gerne læse “In the plex” af Steven Levy. I Danmark kan jeg købe den som papirbog eller som lydbog på cd (begge dele på engelsk). Vil jeg have den som ebog,kan jeg kun finde den i England og USA, men med undtagelse af Amazon vil ingen ebogshandlere i USA eller UK sælge den til mig, når jeg bor uden for USA/UK.
Når jeg ikke kan købe via udenlandske ebogshandlere, skyldes det måden rettighederne til salg fordeles på. Ofte vil et forlag have rettighed til salg i USA, et andet i UK, et tredje i Asien osv. Det lugter lidt af DVD’ernes regionskoder. Metoden er udviklet til papirbøger, men i den digitale verden holde den ikke længere. Det må vi håbe, rettighedshavere og forlag snart indser.
Jeg er ikke i tvivl om, at den barriere har en negativ påvirkning af det danske ebogsmarked. Mange vil spørge sig selv, hvorfor de skal investere i en en elæser, når det kun er omkring 2000 danske titler til rådighed og de udenlandske er svære eller helt umulige at få fat på. På den baggrund er Kindle det oplagte valg for mange, men omkostningen er, at man binder sig til Amazon og deres platform. Ebøgerne kan ganske enkelt ikke flyttet til en elæser af et andet fabrikat.
Afslutningsvis skal de danske forlag og leverandører skal have ros for at vælge en DRM-fri løsning!
PS
Er du til tekniske (nørdede) ebøger, så er der ingen problemer hos O’Reilly og de har desuden ofte gode tilbud.


Academics Books og andre boghandlere, der trækker på Campus Book service har angiveligt et stort udvalg af engelske ebøger, primært fagbøger, primært pdf-format, så vidt jeg kan se. Men de har heller ikke “In the plex”..
Jeg kender slet ikke den boghandler, så tak, den kigger jeg på.
Damn, jeg fik vidst ikke lukket det tag ordentligt
Den er lukket nu
Hej Thor
Der er ca. 3500 danske titler til rådighed nu, og ca. 7000 ved årets udgang.
Hej Steffen
Det lyder jo godt, jo flere jo bedre. Og så skal vi “bare” have fundet en fornuftig model for biblioteksudlån
Hej alle
Der er endelig kommet en stor e-bogshandel i Danmark, altså en med mere end de få danske titler, som er på markedet nu.
mibook.dk har over 160.000 engelske e-bøger til billige priser – og hjemmesiden er dansk.
mvh Jesper
Hej Jesper
Det ser spændende ud, tak for tippet. Er ebøgerne sikret med DRM, det har jo stor betydning for især Linux-brugere – som fx mig.
Mvh
Thor
Hej Thor
Ja deres e-bøger er med Adobe DRM. Så når man henter en e-bog hos mibook.dk kommer de ned i ens Adobe Digital Editions.
Derefter bruger jeg Calibre til at overføre e-bøgerne eller pdf’erne til min Ipad.
Mvh
Jesper
Ja, det anede mig, det er pålagt kopibeskyttelse. Som linux-bruger er det ganske enkelt ikke muligt at bruge dem. Det er ellers et enormt katalog, de har.
Hvordan får du i øvrigt Calibre til at håndtere drm’en?
Det er faktisk ganske enkelt, når du modtager din e-bog(med DRM), kommer den ned i ens “My Digital Edition” Folder. Derfra uploader jeg dem til Calibre, gennem Calibre. så ligger de i ens kartotek, derfra kan man vælge hvilket e-bogslæsningsprogram man vil bruge fx. iTunes, iBooks, Stanza, Bluefirereader etc.
Jeg fulgte faktisk baremibook vejledning
DRM har ikke skabt problemer for mig, men jeg bruger så heller ikke Linux :/ Hvor er det du løber ind i problemer henne?
Første udfordring er, at ADE ikke findes i en linux-version. Dernæst synes jeg, det er irriterende, at min købte ebog kun kan bruges på et bestemt antal enheder. Det er min erfaring, at DRM generelt giver problemer især med overførsel af licens. Jeg har stor forståelse for rettighedshavers ønske om at undgå piratkopiering, men DRM er ikke vejen frem. Både Adobes DRM og WMA-DRM (til musik) er knækket, og de der vil piratkopiere gør under alle omstændigheder. Så besværet med DRM rammer os, der holder os inden for loves grænser.