valg af elæser

En gammel ven spurgte forleden, hvilken elæser jeg ville anbefale (hvis nogen). Og hvad der reelt er på markedet i dag. Jeg har sat svaret ind her, det kan jo være andre har glæde af det.

“Udvalget herhjemme er ikke så stort. E-medie.dk har tre mærker (= 4 modeller) og så er der Amazons Kindle. Sonys serie er lidt et wild card, de har lige lanceret nogle ret lækre elæsere, men om og hvornår, de kommer i DK ved jeg ikke. En mulig leverandør siger foråret eller sommeren 2010. Skal du til London kan de købes i Sony Stores der.

Skærmene er ens på stort set det hele, det er samme firma der leverer. Kindle har dog 16 gråtoner, de øvrige 8. Jeg har ikke set Kindle, så jeg ved ikke om det er en fordel. Til tekst er det nok ligemeget, men til billeder må det være en fordel.

Kindle er uden tvivl dem mest avancerede. Den har direkte og gratis forbindelse til Amazon.com (dvs det amerikanske site) og man kan maile dokumenter til den (mod betaling af trafikken). Den har indbygget ordbog og adgang til Wikipedia.

Jeg ville gå efter
– mulighed for at søge i læserens indhold
– understøttelse af pdf (inkl drm), epub (der ser ud til at blive standard-format), doc(x) og html
– mulighed for at skrive noter og overstrege

Der er så vidt jeg ved ingen med æøå. Kindles tastatur er i hardwaren, så det bliver nok svært, men mindre de laver noget fn+et-eller-andet. Elæserne med skærm-tastatur er nok hurtigere til at få det med.

Jeg kan være bekymret for Kindles lukkedhed, men de har dog lige lanceret pdf-support mm i seneste opdatering, så de lytter til deres brugere. Det ser ud til at komme flere Android-baserede elæsere på markedet og det kan betyde, at det bliver muligt at lave udvidelser til dem, i stil med iPhone Apps.

Skulle jeg bruge en her og nu, ville jeg vælge Kindle (eller Sony prs-900 eller 600 i London). Ellers ville jeg vente og se, hvad Sony byder på. Er du ikke kræsen, så er e-medie.dk jo også en mulighed, men prismæssigt er der kun 2-300 kr fra dem og til en Kindle.”

Sammenligningen er opdateret med Sony prs-600.

Sammenligning af e-bogslæsere er opdateret

Jeg har opdateret sammenligningen med Barnes & Nobles nye e-bogslæser “Nook”. Den virker ret gennemført, du får lige et par highlights:

  • Wifi (og 3G)
  • Color Touch Screen – 3.5″ TFT Color LCD til at bladre i samlingen
  • Den kan forbindes med en B&N læser på iPhone eller pc/mac, så du kan læse videre dér

Sony lancerer til december (kun i USA) en ny e-bogslæser “Reader Daily Edition™” med 3G. Jeg håber, der snart kommer flere oplsyninger og specifikationer på den.

Sammenligning af ebogslæsere

Jeg har lavet en sammenligning af fire e-bogslæsere, BeBook, Sony 505, Sony 700 og Kindle. Sidstnævnte kan købes i Danmark fra 19. oktober, Bebook er til salg og Sony’s er jeg ikke sikker på om kan købes i/sendes til Danmark. I øvrigt kommer Sony med en nye serie ebogslæsere i efteråret eller vinteren.

Sammenligningen er baseret på de informationer, der er tilgængelige på de respektive websites og der er desværre ikke altid entydigt, hvad de mener. Så jeg tager alle forbehold for fejl og ændringer fra producenternes side.