Calibre – Aldiko integration

Blot et kort indlæg denne gang.

Jeg fandt en god guide, der viser, hvordan man får sit Calibre ebogskatalog på nettet og hentet ind i Aldiko. Guiden bruger Dropbox, men andre lignende tjenester burde også kunne bruges.

Læs hele guiden: Create Your Own Cloud of Ebooks with Calibre + Calibre OPDS + Dropbox

Fra Ubuntu til Fedora

Min Ubuntu 11.04 logger mig ind i mellem af helt uden varsel. Det er jo ret irreterende. Jeg må indrømme, jeg ikke har gjort meget for at finde årsagen til fejlen. Oven i det har jeg generelt et bedre billede af Gnome Shell, så log-ud-problemerne blev sidste skub væk fra Ubunru. Fedora 15 kommer med Gnome 3 /Shell som standard, og er så vidt jeg kan finde ud af, den første linux distribution med det valg – bortset fra den suse-baserede live-distribution fra Gnome projektet.

Dette indlæg bliver ikke meget længere, men de kommende indlæg vil uden tvivl handle om mit skifte. Grundlæggende skal Fedora administreres på en anden måde end Ubuntu, så det bliver også en spændende læreproces. Hvis det går helt galt, så ser det ud til, at Gnome 3 og Gnome Shell bliver tilgængelig i Ubuntu 11.10.

Udenlandske ebøger er lukket land

Jeg er ret glad for ebøger (og min elæser). Mit bogforbrug er steget betydeligt siden jeg fik min første elæser mellem hænderne og heldigvis er der flere ebogshandlere på nettet, både danske og udenlandske. Det danske ebogsmarked er langsomt, men sikkert, ved at komme i omdrejninger. Mit bud er, at der pt er et sted mellem 1300 og 2000 ebøger til salg i Danmark og det stiger løbende. Det er værd at nævne, at der primært er tale om skønlitteratur. Hvordan salget af ebogslæsere går, ved jeg ikke, men jeg vil tro, det også er stigende. Vil jeg derimod have udenlandsk skøn- eller faglitteratur er situationen en helt anden. I Danmark er det, så vidt jeg ved, kun to leverandører af ebøger. De er bindeled mellem forlag og detailhandlen (og biblioteker). Ingen af dem har tilknyttet udenlandske indholdsleverandører, og derfor er udbuddet af ebøger primært dansksproget.

Vil du have en udenlandsk ebog, kan det være lidt af en prøvelse. Lad mig give et eksempel.

Jeg vil gerne læse “In the plex” af Steven Levy. I Danmark kan jeg købe den som papirbog eller som lydbog på cd (begge dele på engelsk). Vil jeg have den som ebog,kan jeg kun finde den i England og USA, men med undtagelse af Amazon vil ingen ebogshandlere i USA eller UK sælge den til mig, når jeg bor uden for USA/UK.

Når jeg ikke kan købe via udenlandske ebogshandlere, skyldes det måden rettighederne til salg fordeles på. Ofte vil et forlag have rettighed til salg i USA, et andet i UK, et tredje i Asien osv. Det lugter lidt af DVD’ernes regionskoder. Metoden er udviklet til papirbøger, men i den digitale verden holde den ikke længere. Det må vi håbe, rettighedshavere og forlag snart indser.

Jeg er ikke i tvivl om, at den barriere har en negativ påvirkning af det danske ebogsmarked. Mange vil spørge sig selv, hvorfor de skal investere i en en elæser, når det kun er omkring 2000 danske titler til rådighed og de udenlandske er svære eller helt umulige at få fat på. På den baggrund er Kindle det oplagte valg for mange, men omkostningen er, at man binder sig til Amazon og deres platform. Ebøgerne kan ganske enkelt ikke flyttet til en elæser af et andet fabrikat.

Afslutningsvis skal de danske forlag og leverandører skal have ros for at vælge en DRM-fri løsning!

PS
Er du til tekniske (nørdede) ebøger, så er der ingen problemer hos O’Reilly og de har desuden ofte gode tilbud.